Vask strik, og pas på dine uldskatte

De varme temperaturer er på vej, og det er ved at være tid til at pakke de tykke uldsweatre væk. En sommerferie i skabet lyder måske ufarligt, men vasker og behandler du dit strik forkert, inden det pakkes væk, er det langt fra tilfældet. I skabets, kælderens og loftets mørke kroge venter fjender som møl og skimmel. Men med nogle få foranstaltninger skal dine uldskatte nok klare skærene.


1. Vask med omtanke

Noget af det bedste, du kan gøre for dine uldskatte, er, at lufte tøjet og kun vaske, når det er nødvendigt. Men når uldsweatrene skal pakkes væk for sæsonen, kommer man ikke udenom en vask. Usynligt snavs og bakterier er nemlig et festmåltid for møl og andet utøj.

Se altid vaskeanvisningen på banderolen, inden du smider din nystrikkede sweater i maskinen. Anbefales håndvask, bør det efterfølges (ellers skal man i hvert fald kende sin vaskemaskine rigtig godt … eller bare være ekstremt modig).

Uanset om man vasker i hånden eller i maskinen, skal man være opmærksom på, at kombinationen af sæbe, varme og friktion kan få uld til at filte. Vælg derfor altid et skånsomt uldprogram, hvis du vasker i maskine, og undlad at røre for meget ved den våde sweater, hvis du vasker i hånden. Vær desuden opmærksom på, at uld heller ikke tåler temperaturskift ret godt. Fyld derfor baljen op, inden du forsigtigt lægger uldsweateren i, når du vasker i hånden.

2. Brug uldvaskemiddel

Almindeligt vaskemiddel indeholder enzymer, som ødelægger ulden. Brug derfor altid et særligt udvaskemiddel – allerhelst ét, der indeholder lanolin, som er det naturlige fedtstof i uld, fx Eucalan. Lanolinen er nemlig med til at bevare uldens naturlige egenskaber og blødhed.

Når uldskattene skal pakkes væk hen over sommeren, kan man med fordel vælge et uldvaskemiddel med en duft, der beskytter mod møl, fx lavendel eller eukalyptus.

3. Lad liggetørre

Den våde sweater rulles ind i et håndklæde, og vandet presses ud – uden at vride sweateren ud af form. Sørg for at støtte hele sweateren, når du løfter den over på håndklædet, så den ikke strækker sig.

Når det overskydende vand er presset ud, lægges sweateren over på et tørt håndklæde. Tjek, at der ikke er mærkelige folder, og at sweateren har de mål, den skal. Og så er det bare at væbne sig med tålmodighed og vente på, at den tørrer. Har du et rum med gulvvarme, kan du med fordel lægge dit våde strik der – så går det lidt hurtigere.

4. Affnug

Al uld fnugger i større eller mindre grad – det kan ikke undgås, men giver desværre en ellers flot sweater et lidt trist udtryk. Heldigvis kan du nemt give dit strik nyt liv ved hjælp af en uldkam eller en elektrisk uldshaver. Kør blot kammen/uldshaveren over sweateren med let hånd, og de løse fnug forsvinder. Så er der pludselig en sæson mere i dén sweater.

5. Pas på skimmel

Sørg for, at dit strik er helt tørt, inden det lægges i skabet – og der menes virkelig helt tørt. Er uld bare en lille smule fugtigt, kan det blive jordslået og få skimmel. Og det lugter altså ikke særlig godt.

6. Opbevar strik korrekt

Strik har ikke godt af at hænge på bøjle i længere tid ad gangen, da sweaterens tyngde gør, at den vil trække sig ud af form. Fold i stedet dine uldskatte sammen, og opbevar dem fx i en kommode eller på hylderne i skabet.

7. Beskyt mod møl

Møl trives i mørke miljøer – og sprækker i bunden af et klædeskab er det perfekte sted for møl at lægge deres æg. De nyudklækkede larver spiser fibre og kan lynhurtigt forårsage store huller i en hel stak uldsweatre.

For at være sikker på at dine uldskatte overlever deres sommerferie i skabet, er det derfor en god idé med foranstaltninger mod møl. Lugten af lavendel og cedertræ har begge en afskrækkende effekt på disse små monstre, der må være enhver strikkers værste mareridt. Læg derfor lavendelposer og cedertræskugler ind på hylden med strik. Voila – ingen møl, kun en dejlig frisk duft, når sweatrene findes frem igen til efteråret! Et tip, som i øvrigt kan overføres til garnlageret.