Strik dig til en mindful pause

Strik en pause: Din guide til mindful strik

Længes du efter at bremse tankemylderet? Med bogen “Strik en pause” lærer forfatter Lene Krüger dig, hvordan du sænker pulsen, reducerer stress og oplever større ro – alt imens du sidder med strikkepindene.


Du har formentlig allerede hørt, at strikning gavner det mentale helbred og almene velbefindende – måske har du ligefrem mærket det på egen krop. Men hvad er det, der sker, når vi griber strikkepindene? Det giver forfatter Lene Krüger svaret på i bogen “Strik en pause”.

Bogen introducerer kort og forståeligt mindfulnessbegrebet for dig, der er ny til disciplinen og bare gerne vil i gang. Her forklares det også, hvordan mindfulness og strik spiller sammen. Vil du mere i dybden, bliver strikningens psykiske, fysiske og sociale fordele senere uddybet i et længere kapitel baseret på anerkendte teorier, internationale undersøgelser og forfatterens mere end 40 års erfaring med strik.

Fra teori til praksis

Med bogens 11 strikkepauser kan du omsætte teori til praksis, idet teknikker fra mindfulness-meditation kobles sammen med strikketøjet. Otte af strikkepauserne har fokus på henholdsvis rytme, masker, garn, strikkepinde, hænder, mønstre, farver og musik, mens de tre sidste er beregnet til at blive udført udendørs, på farten eller ved akutbehov – kort sagt er der strikkepauser for enhver smag og til enhver situation. Derudover finder du afspændingsøvelser og 18 strikkeopskrifter, som er særligt udviklet til mindful strik og understøtter strikningens afstressende og beroligende effekt.

Du finder også kapitler om garn, strikkepinde og farver, som guider dig gennem et bugnende marked, så du på et oplyst grundlag kan vælge de materialer og redskaber, der sansemæssigt optimerer dine strikkepauser.

En anderledes strikkebog

“Strik en pause” er ikke, som strikkebøger er flest. Hvor fokus normalt er på strikkeopskrifterne, er de 18 strikkeopskrifter i ”Strik en pause” gemt væk i slutningen af bogen. I stedet byder den på spændende og nørdet læsning for dig, der ønsker at bruge strikketøjet til at skabe afstressende pauser. Du behøver hverken at være mesterstrikker eller have forudgående kendskab til mindfulness: Den eneste forudsætning er, at du kan lide at strikke.


Strik en pause: Din guide til mindful strik
Af Lene Krüger
Knitters Agenda
189 sider
Udkommet i december 2020