Vil du starte med at præsentere dig selv og din baggrund?

Jeg hedder Lotte, og jeg bor sammen med min mand og vores hund Karla i et gammelt fiskerhus fra 1860 i Skotterup. Vores fritid går med vores hus, have, bøger, vandreture, rejser og ikke mindst strik. Nu hvor vores børn er flyttet hjemmefra, har jeg lavet mit eget strikkestudie i vores anneks.

Jeg har i mange år arbejdet i IT branchen, og jeg har en uddannelse indenfor datalogi og informationspsykologi. I min karriere har jeg og min familie derudover boet og arbejdet i USA, hvilket var en meget spændende og lærerig oplevelse.

Så hvor kommer min passion for strik fra?

Den kom fra min mor, som var meget glad for at strikke. På det tidspunkt var min interesse større henimod at brodere, som jeg var meget mere passioneret for. Jeg strikkede ligeledes lidt, da jeg selv fik mit første barn – det med at strikke, lå ikke rigtigt i tiden. Men nu er det blevet in – det med at skabe noget med sine hænder. Selv hjemmelavede gaver hitter, og heldigvis er det at kunne et håndværk og lave noget unikt, der ikke er masseproduceret, kommet tilbage. Jeg har de sidste 5 år strikket struktureret og gennemgået en række kurser i strikketeknik og strikdesign ved Københavns Professionshøjskole.

Annekset, hvor Lotte har indrettet sit strikkestudie.

Hvorfor gik du i gang med at designe strikkeopskrifter?

Det hele startede med, at jeg skulle være mormor, og jeg ønskede at lave en gave, som var helt speciel. Jeg startede med at strikke et babytæppe og så en trøje…….og så kunne jeg ikke stoppe igen. Det skabte en dyb passion og et ønske om at lære mere, hvorfor jeg deltog i en række spændende kursusforløb i strik og design. For at kunne dele min passion og glæde for strik med andre, som også gerne ville strikke til deres skønne øjesten, kom beslutningen om at starte min webshop.

Fra begyndelsen har min passion drevet mig og fortsætter med at drive mig ud i fremtiden. Jeg udvikler hele tiden nye opskrifter. I dag har jeg opskrifter på dansk, engelsk og norsk. Og man kan følge Apple of My Eye på Instagram @appleofmyeye_knitwear, Pinterest og Facebook.

Spring Sweater
Sofia Gamacher

Hvordan vil du beskrive din stil og æstetik?

Jeg går efter et enkelt og klassisk design i tidens modetrend. Alle mine opskrifter er enkle og har enkle detaljer, som kan skabe et flot udtryk. Målet er at skabe design til kunder og følgere, som man selv kan bygge videre på. Det betyder, at mine designs kan anvendes på en sådan måde, at man kan tilføje eller fjerne detaljer afhængig af ønske. Jeg gør mit bedste for at lave modeller, der er unisex. Jeg ønsker brændende at videreføre traditioner og skabe noget, der går på tværs af generationer.

Hvor finder du inspiration til nye designs?

Jeg finder min inspiration på nettet på de sociale platforme, som Instagram og Pinterest. Derudover bruger jeg strikkebøger, podcasts, messer og workshops til at få inspiration om nyeste tiltag indenfor branchen. Jeg har netop i november været på den færøske Bindifestivalen i Fuglafjørður, som var en spændende og inspirerende oplevelse. Også mange andre steder bliver jeg inspireret, for eksempel når jeg bevæger mig i det offentlige rum eller ser en god film, hvor der tilfældigvis er noget smukt strik at se på. Jeg elsker også at kigge i gamle strikkebøger.

Ingrid Jumpsuit
AME Baby Bonnet

Hvilke materialer foretrækker du at arbejde med, og hvorfor?

Jeg går efter kvalitet. Jeg elsker at arbejde med naturmaterialer og -farver. Uld er en af mine favoritter, som jeg ofte kombinerer med forskellige garntyper. Det handler om at bære materialer, som kan ”følge” din krops temperatur, som kan anvendes i mange år og gå i arv.

Hvorfra kommer navnet ”Apple of My Eye”?

Det kom fra min datter og svigersøn. De talte om, at navnet skulle sende tankerne hen på, hvem det var, man strikkede til, og hvorfor man strikker. Det at strikke er et håndværk – det er unikt, og det tager tid. Selvom man følger en strikkeopskrift, er resultatet stadigt helt unikt, da vi alle har vores egen strikkestil. Derfor får resultatet altid et personligt udtryk. Man kan ikke få en mere personlig gave end hjemmestrik. Man strikker ofte til nogen, man har kær, dvs. sine små øjesten. Jeg synes, navnet var lige mig, da min passion kom, fordi jeg ønskede at lave noget unikt til mine børnebørn, men også fordi jeg har valgt at fokusere på strikkeopskrifter til børn.

Gudrun Cardigan

Hvad kan du bedst selv lide ved at strikke?

Det bedste ved at strikke er at være kreativ og skabe noget med mine hænder, som andre kan få glæde af. Det er for mig det ypperste. Udfordringen er, at jeg ikke kan stoppe. Jeg synes, det er fantastik. Jeg har gennem hele mit arbejdsliv haft stor passion for at udvikle, opbygge og implementere nye områder. Det er netop det, jeg synes strikken også kan bidrage med.

Du kan finde mange flere opskrifter fra Apple of my Eye lige her.

Vil du gerne strikke nogle af Lottes opskrifter, kan du finde Håndarbejdsklubbens Økologiske Merino lige her.