Vores allesammens Kimmie Munkholm gør det igen!

Du kender formentlig allerede Kimmie Munkholm – måske har hun ligefrem lært dig at strikke. Kimmie står nemlig bag en række populære teknikvideoer, som hun deler på YouTube. Og nu har hun også samlet dem i en ny app, der samtidig fungerer som en digital strikkejournal, du altid kan have med i lommen.


På en grå majdag godt og vel en måned efter lanceringen af apppen Min Strikkejournal spurgte jeg vores allesammens strikke-støttepædagog, Kimmie Munkholm, hvordan det hele begyndte, hvordan hun fik ideen til en strikkeapp – og alt derimellem.

Hvorfor begyndte du at lave teknikvideoer?

Der var en periode, hvor rigtig mange nystrikkere ville strikke raglan. Jeg forklarede det om og om igen på skrift, når folk spurgte mig, men oplevede, at det var lidt svært at forklare på skrift. Det ville jo være meget nemmere lige at vise det. Så en dag prøvede jeg simpelthen at filme det. Jeg filmede i mit køkken og anede hverken, hvordan man klippede i en video, eller hvordan man lagde den på YouTube. På YouTube kom den dog, og der ligger den stadig – med i omegnen af 400.000 afspilninger.

Så lavede jeg et par videoer mere, sådan lidt løbende, og opdagede hurtigt, at jo flere videoer man har, jo flere mangler man. Min drøm er nu, at man kan finde alle gængse teknikker hos mig.

Hvis man har set flere af dine videoer, er man ikke i tvivl om, at der ligger megen forberedelse og arbejde bag. Hvor lang tid bruger du på den enkelte video?

Jeg bruger ugen på at gå og gennemgå i hovedet, hvordan man får forklaret noget på den mest simple måde. Om fredagen filmer jeg så de videoer, jeg har gået og forberedt og strikket op til. Når jeg strikker op, nørder jeg virkelig. Gør det rigtigt, gør det omvendt, gør det forkert. Nogle gange opdager man noget smart og nyt ved at prøve forskellige ting af. Nogle videoer tager virkelig lang tid at forberede. Fx har jeg lige lavet en masse på patent. Også hvordan man samler en tabt maske op. Så jeg brugte lang tid på at tabe masker og prøve at forstå maskebilledet, så jeg kunne samle dem op igen.

Jeg tror altid, jeg når 5 videoer, men når kun 2-3 stykker på sådan en dag. En simpel video på et par minutter kan snildt tage en time. Hvis jeg føler, at en sætning bliver sagt lidt rodet, bliver det taget om. En mere kompliceret video kan jeg sagtens bruge 2 timer på. Jeg kan ikke forklare, hvor tiden forsvinder hen. Jeg er helt i flow og væk fra tid og sted, når jeg filmer.

Når vi andre skal lære en ny teknik, søger vi gerne hjælp hos dig. Men hvad gør du selv, når du skal lære en ny teknik?

Helt i begyndelsen, da jeg skulle lære at strikke, lærte jeg det på YouTube. Nu lærer jeg typisk en ny teknik fra en opskrift. Jeg har meget sjældent problemer med at omsætte skrift til fingrene, men ved, at andre hellere lærer visuelt.

Det kan også være andre strikkere, der fortæller mig om noget smart. Folk skriver tit til mig og fortæller, hvordan de gør et eller andet på en smart måde. Jeg er simpelthen så vild med det fællesskab, der er omkring vidensdeling.

Har du en yndlingsteknik – og hvorfor?

Jeg er ret vild med teknikken Judys magiske opslag. Den er virkelig magisk. Jeg lærte teknikken i en hueopskrift for flere år siden. Da jeg ville filme den, nørdede jeg længe og fandt faktisk ud af, at det kunne gøres lidt mere enkelt, end jeg havde lært tidligere. Sådan noget elsker jeg. Det skal være så nemt som muligt.

Som noget nyt har du lanceret en app, hvor du blandt andet har samlet dine teknikvideoer, så man altid har strikkehjælp ved hånden. Hvordan fik du ideen til at lave en app?

Jeg har igennem tiden fået rigtig mange søde beskeder fra folk, der efterspurgte en måde at støtte mit arbejde på. Det er jo helt overvældende sødt, men jeg vidste ikke lige, hvordan jeg skulle gribe det an.

En aften blev jeg rigtig træt af, at jeg aldrig kunne finde rundt i alle mine noter til opskrifter på telefonen, og mange ting fik jeg aldrig noteret, fordi jeg manglede et system. Så jeg tænkte, at man måtte kunne gøre noget smartere! Og 3 dage efter ringede jeg til et firma, der laver apps. Jeg var så heldig at ramme nogle virkelig søde appudviklere, men det var virkelig mere held end forstand.

Så det er en blanding af flere ting, der gjorde, at jeg kastede mig ud i projektet.

Det er endt med en app, hvor jeg har samlet alle mine videoer i kategorier, så man nemt kan finde rundt i dem, samt en slags digital strikkejournal, hvor du kan notere alle dine projekter, garnlager, strikkeprøver osv. Der er også en omregner til garnforbrug, en ud- og indtagningsberegner og alle de omgangstællere, du har brug for.



Er alt gået som planlagt her godt og vel en måned efter lancering? Er du fx stødt på uforudsete udfordringer eller kommet på nye ideer til appen?

Jeg havde på ingen måde forestillet mig, hvor omkostningsfuldt det er. Det er nok godt, jeg ikke vidste det fra start, men da jeg først sad der med en færdig plan, kunne jeg ikke bare smide idéen væk igen.

Og så har jeg lært, at en app aldrig bliver færdig! Jeg har masser af nye idéer og drømme for appen. Man bliver bare nødt til at arbejde lidt i etaper. Jeg har allerede min første opdatering i test her en måned efter udgivelse.

Min læringskurve det sidste halve år har været stejl og kostet blod, sved og tårer. Men det har også været en vanvittig sjov proces, når man sidder der med et produkt, man er pisse stolt af.