Vores allesammens Kimmie Munkholm gør det igen!

Du kender formentlig allerede Kimmie Munkholm – måske har hun ligefrem lært dig at strikke. Kimmie står nemlig bag en række populære teknikvideoer, som hun deler på YouTube. Og nu har hun også samlet dem i en ny app, der samtidig fungerer som en digital strikkejournal, du altid kan have med i lommen.


På en grå majdag godt og vel en måned efter lanceringen af apppen Min Strikkejournal spurgte jeg vores allesammens strikke-støttepædagog, Kimmie Munkholm, hvordan det hele begyndte, hvordan hun fik ideen til en strikkeapp – og alt derimellem.

Hvorfor begyndte du at lave teknikvideoer?

Der var en periode, hvor rigtig mange nystrikkere ville strikke raglan. Jeg forklarede det om og om igen på skrift, når folk spurgte mig, men oplevede, at det var lidt svært at forklare på skrift. Det ville jo være meget nemmere lige at vise det. Så en dag prøvede jeg simpelthen at filme det. Jeg filmede i mit køkken og anede hverken, hvordan man klippede i en video, eller hvordan man lagde den på YouTube. På YouTube kom den dog, og der ligger den stadig – med i omegnen af 400.000 afspilninger.

Så lavede jeg et par videoer mere, sådan lidt løbende, og opdagede hurtigt, at jo flere videoer man har, jo flere mangler man. Min drøm er nu, at man kan finde alle gængse teknikker hos mig.

Hvis man har set flere af dine videoer, er man ikke i tvivl om, at der ligger megen forberedelse og arbejde bag. Hvor lang tid bruger du på den enkelte video?

Jeg bruger ugen på at gå og gennemgå i hovedet, hvordan man får forklaret noget på den mest simple måde. Om fredagen filmer jeg så de videoer, jeg har gået og forberedt og strikket op til. Når jeg strikker op, nørder jeg virkelig. Gør det rigtigt, gør det omvendt, gør det forkert. Nogle gange opdager man noget smart og nyt ved at prøve forskellige ting af. Nogle videoer tager virkelig lang tid at forberede. Fx har jeg lige lavet en masse på patent. Også hvordan man samler en tabt maske op. Så jeg brugte lang tid på at tabe masker og prøve at forstå maskebilledet, så jeg kunne samle dem op igen.

Jeg tror altid, jeg når 5 videoer, men når kun 2-3 stykker på sådan en dag. En simpel video på et par minutter kan snildt tage en time. Hvis jeg føler, at en sætning bliver sagt lidt rodet, bliver det taget om. En mere kompliceret video kan jeg sagtens bruge 2 timer på. Jeg kan ikke forklare, hvor tiden forsvinder hen. Jeg er helt i flow og væk fra tid og sted, når jeg filmer.

Når vi andre skal lære en ny teknik, søger vi gerne hjælp hos dig. Men hvad gør du selv, når du skal lære en ny teknik?

Helt i begyndelsen, da jeg skulle lære at strikke, lærte jeg det på YouTube. Nu lærer jeg typisk en ny teknik fra en opskrift. Jeg har meget sjældent problemer med at omsætte skrift til fingrene, men ved, at andre hellere lærer visuelt.

Det kan også være andre strikkere, der fortæller mig om noget smart. Folk skriver tit til mig og fortæller, hvordan de gør et eller andet på en smart måde. Jeg er simpelthen så vild med det fællesskab, der er omkring vidensdeling.

Har du en yndlingsteknik – og hvorfor?

Jeg er ret vild med teknikken Judys magiske opslag. Den er virkelig magisk. Jeg lærte teknikken i en hueopskrift for flere år siden. Da jeg ville filme den, nørdede jeg længe og fandt faktisk ud af, at det kunne gøres lidt mere enkelt, end jeg havde lært tidligere. Sådan noget elsker jeg. Det skal være så nemt som muligt.

Som noget nyt har du lanceret en app, hvor du blandt andet har samlet dine teknikvideoer, så man altid har strikkehjælp ved hånden. Hvordan fik du ideen til at lave en app?

Jeg har igennem tiden fået rigtig mange søde beskeder fra folk, der efterspurgte en måde at støtte mit arbejde på. Det er jo helt overvældende sødt, men jeg vidste ikke lige, hvordan jeg skulle gribe det an.

En aften blev jeg rigtig træt af, at jeg aldrig kunne finde rundt i alle mine noter til opskrifter på telefonen, og mange ting fik jeg aldrig noteret, fordi jeg manglede et system. Så jeg tænkte, at man måtte kunne gøre noget smartere! Og 3 dage efter ringede jeg til et firma, der laver apps. Jeg var så heldig at ramme nogle virkelig søde appudviklere, men det var virkelig mere held end forstand.

Så det er en blanding af flere ting, der gjorde, at jeg kastede mig ud i projektet.

Det er endt med en app, hvor jeg har samlet alle mine videoer i kategorier, så man nemt kan finde rundt i dem, samt en slags digital strikkejournal, hvor du kan notere alle dine projekter, garnlager, strikkeprøver osv. Der er også en omregner til garnforbrug, en ud- og indtagningsberegner og alle de omgangstællere, du har brug for.



Er alt gået som planlagt her godt og vel en måned efter lancering? Er du fx stødt på uforudsete udfordringer eller kommet på nye ideer til appen?

Jeg havde på ingen måde forestillet mig, hvor omkostningsfuldt det er. Det er nok godt, jeg ikke vidste det fra start, men da jeg først sad der med en færdig plan, kunne jeg ikke bare smide idéen væk igen.

Og så har jeg lært, at en app aldrig bliver færdig! Jeg har masser af nye idéer og drømme for appen. Man bliver bare nødt til at arbejde lidt i etaper. Jeg har allerede min første opdatering i test her en måned efter udgivelse.

Min læringskurve det sidste halve år har været stejl og kostet blod, sved og tårer. Men det har også været en vanvittig sjov proces, når man sidder der med et produkt, man er pisse stolt af.


Nyt design-selv-værktøj sætter strikkeren fri

Kender du det med at finde en opskrift på en flot sweater, hvor halsen ikke er helt rigtig? Eller hvor du gerne vil strikke med en anden strikkefasthed, end opskriften er beregnet til? Løsningen har Kira og Agnes, kvinderne bag det nye design-selv-værktøj AlmaKnit. Her bliver du som strikker sat fri til at bygge dit eget design tilpasset egne mål – helt uden at skulle have lommeregneren frem.


Det lyder næsten for godt til at være sandt, men den er god nok: Med AlmaKnit har de to strikkere og matematikere, Kira og Agnes, gjort alt det hårde arbejde for os. Som strikker skal du blot vælge, hvilke designfeatures du foretrækker, og indtaste dine mål og din strikkefasthed i det garn, du vil strikke i. Bum – så har du din skræddersyede opskrift! Det var jeg nødt til at høre mere om, så på en varm forårsdag tog jeg kontakt til de to iværksættere for at blive klogere på deres innovative design-selv-værktøj.

Hvordan vil I beskrive AlmaKnit for læsere, der ikke kender jer?

AlmaKnit står bag en ny og noget anderledes måde at lave strikkeopskrifter på. Helt kort kan man sige: Du designer, vi beregner. Det betyder, at du hos AlmaKnit selv designer din strik. Du sammensætter dit design, som byggede du med klodser: Du vælger bærestykke, krave, ærmer, kanter osv. Opskriften beregner vi til dine mål og til dit garn. På den måde vil vi gerne sætte strikkeren fri til selv at bestemme, men samtidig være tryg ved at vide, at det ender med et rigtig godt resultat.

Men vi lader ikke kun strikkeren bestemme selv: Vi frigør dem også fra at skulle ramme en specifik strikkefasthed eller skulle vælge et bestemt garn. Du angiver nemlig selv den strikkefasthed, du har i det garn, du har tænkt dig at strikke i.

Vi synes både strikkeren og garnet fortjener at komme i forgrunden, og vi tror på, at der er masser af strikkere, som selv har designideer, men måske bare ikke tid til, mod på eller lyst til at bygge et design op helt fra bunden. Det vil vi gerne hjælpe dem med.

Hvor kommer navnet AlmaKnit fra?

Vi har ladet os inspirere af hønsestrikkens moder, Kirsten Alma Hofstatter. I 70’erne gjorde hun op med de stramme strikketraditoner og normer: Man skulle følge opskriften, og der skulle strikkes i dét og dét garn. Kirsten var en pioner, idet hun viste folk, at det kunne de jo ærligt talt selv bestemme. Kirsten brød med de snævre strikkenormer og gjorde strik meget mere tilgængeligt. Dertil var der også et feministisk budskab, som ikke rigtig lader sig skjule i mange af hendes mønstre.

Vi håber at kunne følge i Kirstens fodspor ved at sætte strikkeren endnu mere fri. Fri til selv at vælge, hvor der skal være en flæse, om der skal være ballonærmer, og ikke mindst fri til selv at vælge garnet. Vi synes, der skal være plads til både at strikke specifikke design og til at lave sit eget. Vi har derfor som et lille kip med hatten taget Kirstens mellemnavn, Alma. At det så passer som fod i hose med ALgoritmer og MAtematik – som er det fagområde, vi begge har vores rødder i, og som vi også trækker utrolig meget på i opbygningen af vores program – ja, det er jo bare helt perfekt.

Hvordan spiller jeres matematiske og teknisk baggrund sammen med strikdesign?

Vi har kunnet udnytte vores baggrund til at bygge et solidt matematisk fundament for programmet. Der er nemlig utroligt meget matematik i strikdesign for at få alle maskerne til at gå op. Ikke mindst når det skal gøres dynamisk for forskellige strikkefastheder, mål og design. Desuden har vi begge både gennem studie og i tidligere jobs været vant til at programmere i forskellige sprog. Det har givet os en kombination af viden om og mod på at kaste os ud i det ret store og teknisk udfordrende univers, vi nu bruger al vores tid i.

Vi har skullet lære en masse nyt om it-arkitektur og infrastruktur. Ja, bare det at vælge, hvilket programmeringssprog vi skulle benytte, har været noget, vi skulle lære, men det har ikke været så fremmed for os. Designet lader vi være op til strikkerne, men vi skal med vores program nok sørge for, at det bliver til en god, sammenhængende og letforståelig opskrift.

AlmaKnit er støttet af Innovationsfonden. Hvad har det betydet for jer?

Alting. Det at udvikle et så omfattende program med så mange kombinationsmuligheder er en kæmpe stor og enormt tidskrævende opgave. Selvom vi gerne ville lægge fritid og opsparing i projektet, var det ikke muligt for os at tage et år uden løn ud af kalenderen sådan uden videre. Det har Innovationsfonden kunnet give os – tid.

Hvad byder fremtiden for AlmaKnit på? Kan vi se frem til nye designfeatures?

Vi har masser af gode ideer og planer i støbeskeen, når det kommer til nye features. V-halsen er det næste, der sker. Den skal i test her i foråret, og vi håber at kunne slippe den fri allerede til sommer. I den forbindelse tænker vi også at tilføje muligheden for en dybere såkaldt scoop neck.

Alternative kanter til krave, ærmer og krop er også på planen. Vi vil gerne lave i-cord, ombukket glatstrik og flæser. Vi har selvfølgelig også endnu større projekter på tapetet, f.eks. runde bærestykker og mønsterstrik. Kun tiden sætter grænser.


Farvepsykologi, bæredygtighed og kulørt garn

Pia Bojer i sit Kontur Tørklæde

Du forbinder måske KAOS YARN med kulørt, håndfarvet garn. Men sidste år blev tingene vendt på hovedet, da Pia Bojer, kvinden bag KAOS YARN, trådte væk fra farvegryderne og i stedet satte sit eget garn i produktion – selvfølgelig stadig med smæk på farverne. Jeg har spurgt Pia, hvad der ligger bag denne udvikling, og hvordan den påvirker hendes eget forhold til farverne.


Da du startede KAOS YARN var det med fokus på håndfarvning, men du har nu helt droppet dette og producerer i stedet dit eget garn. Hvad skyldes denne udvikling?

Da jeg startede med at håndfarve, var det med et ønske om at kunne formidle hele produkter: Design af strik var det første, jeg kastede mig over, men det blev hurtigt spændende at kunne levere garn også. Jeg var meget hooked på farverne i det håndfarvede garn, som på det tidspunkt var det mest farverige på markedet. At producere i så stor skala, som jeg gør nu, var dengang mere, end jeg troede, jeg kunne opnå, og med min baggrund som tegner og animator lå det at "male på garn" lige til højrebenet for mig.

Mit lille håndfarvede firma fik vind i sejlene, og jeg fik mere og mere travlt med at farve. Samtidig blev jeg klogere på, at jeg faktisk var mest interesseret i ensfarvet garn, og at det det kan farves mere bæredygtigt, når man gør det i stor skala. Derudover blev jeg også grebet af at have mere kontrol over selve garnet og fibrenes oprindelse.

Hvordan påvirker det dit eget forhold til farverne, at du ikke selv står over farvegryderne?

Det er et rigtig godt spørgsmål, for jeg tror, mit svar er modsat af, hvad man kunne forvente: Jeg har et langt tættere forhold til farverne nu, fordi jeg har tid til at nørde nuancen på hver enkelt farve nu, hvor jeg ikke længere skal klemme udvikling ind imellem produktion. Jeg har selv lavet prototyperne til alle farver i mine gryder, for det var vigtigt for mig, at det var mine farver og ikke blot farver, jeg valgte fra et farvekort.

Når man håndfarver, bliver garnet ikke ens fra gang til gang, og der kan også nemt ske fejl. Det er charmen ved håndfarvet garn, men for mig var det faktisk et forstyrrende element, som kunne tage toppen af glæden en gang imellem. Det generede mig, at jeg ikke kunne garantere helt ens garn, uanset hvor meget jeg styrede processerne.


Organic Brushed Alpaca fra KAOS YARN

KAOS YARN er for mig kendetegnet ved pangfarver, men du har også en håndfuld mere rolige farver i sortimentet. Hvad er tankerne bag paletten?

Inden for håndfarvet garn er der en tradition for specielle navne, og for mig var det naturligt at blive i denne tradition, også efter jeg bevægede mig væk fra håndfarvning. Jeg mærkede hurtigt, at navnene på farverne poppede op som stemninger undervejs i udviklingen. Det gjorde mig nysgerrig på at dykke ned i farvepsykologi. Jeg kunne se, at jeg faktisk havde kaldt mine farver mange af de ord, der blev vedhæftet de forskellige farver indenfor farvepsykologien.

Jeg bruger lang tid på at dykke ned i både farvens stemning og også i farvepsykologiens bud på, hvad farver fortæller os, inden jeg navngiver. Mit udgangspunkt er altid farvens positive værdier, da vi jo kun vælger at bruge farver, vi kan lide, og derfor synes, at farven giver os noget godt.

Har du et godt råd til, hvordan man kombinerer flere farver? Er der nogle dos and don'ts?

Der er faktisk ikke nogen don'ts i min bog – andet end vores egne præferencer. Hvis vi kigger på nogle af de største strikdesignere, så arbejder de ofte med "grimme" kombinationer, fordi der opstår et spændingsfelt imellem farver, der modarbejder hinanden lidt. Personligt forsøger jeg at udfordre mig selv ved at sætte farver sammen, som jeg normalt undgår at sætte sammen. Jeg går på opdagelse i, hvorfor en kombination generer mig, og om jeg kan ændre på det ved at tilføre flere farver.

Der er meget farveteori, der kan gøre os kloge på, hvorfor noget ser mere harmonisk ud end andet – og for nogle er det harmoniske kedeligt, for andre er det trygt. Der er mange måder at sætte farver sammen på, men det vigtigste for at skabe en flot dynamik og harmoni er, at farverne ikke "råber lige højt": Der skal være forskel i lysstyrken på de farver, der sættes sammen, så der er lyse toner, mellemtoner og mørke toner, og der skal være et ulige forhold mellem arealet af de tre toner. Det gælder, uanset om man kaster sig over naturtoner, pangfarver eller mixer dem sammen. Hvis det er svært at vurdere lysstyrken, kan man tage et sort-hvidt billede af farverne sammen – det afslører farvernes valør (lysstyrke). Når man tilfører pangfarver, kan det dog forskyde "larmen" lidt, så det er kun en generel rettesnor – og det er spændende at gå mod reglerne. Det allersjoveste ved farver og strik er, når man finder en fed kombination, man bare MÅ strikke!


Finurlig, farverig og underholdende strik

Den snoede karrierevej

Vivian Høxbro har arbejdet som strikdesigner i over 35 år, både for garnfirmaer og som selvstændig. Det er blandt andet blevet til i 12 strikkebøger, hvoraf nogle også er udgivet i udlandet. Derudover har hun undervist og holdt foredrag, hvilket da også var planen for år 2020, indtil corona-nedlukningen satte en stopper for den slags. Det gav hende tiden til at kaste sig over Finurlig strik, som bliver hendes sidste store strikkebog. Det var en blanding af tilfældigheder og gåpåmod, tilsat en stor portion viden og passion, der satte gang i karrieren som strikkebogsforfatter.

”Jeg arbejdede på Ugebladet Søndag i seks år. I 1999 blev jeg pludselig fyret, fordi – som min chef sagde – så var der ingen, der strikkede mere. Og det var jo heller ikke. Så sad jeg der og tænkte, ’Hvad skal jeg nu?’”

Vivian Høxbro fik besøg af en norsk designer, som opfordrede hende til at lave en bog om ’det der dominostrik’, som hun havde gang i. Hun mente dog ikke selv, at forlagene i Danmark overhovedet ville opdage hendes forslag, hvis hun sendte det ind til dem. Men vennen tog tilbage til Norge og snakkede med sit forlag, J.W. Cappelens forlag:

”Så blev jeg inviteret til Oslo, og på færgen hjem om aftenen stod jeg med en kontrakt i hånden.”

Bogen blev en succes, og der blev lagt mærke til Vivians arbejde i udlandet. Det ledte til udgivelser i Japan med vejledninger til dominostrik specielt tiltænkt de japanske strikkere. Til sidst fik også de danske forlag øjnene op for Vivian Høxbros evner til at formidle håndarbejde til sine læsere, og i 2004 udgav hun Politikens Strikke- og Hæklebog. Og derfra er det blevet til mange flere.

Med strik i ascendanten

Det virker ikke helt tilfældigt, at Vivian kom til at arbejde med håndarbejde og strikning, da hun er tredje generation af en håndarbejdsslægt. Hendes mormor havde en stor manufakturforretning i Fredericia, med alt lige fra kjoler og lange underbukser og hatte med fjer til broderi og strik. Vivians mor havde sin egen brodeributik, hvor hun arbejdede, til hun var 75. Og da hun som 21-årig mødte sin biologiske mor – hun er nemlig adopteret – viste det sig, at også hun havde en håndarbejdsbutik, bare med strik.

”Så selvom jeg har prøvet at være kontoruddannet og pædagog, så var der ikke noget at gøre. Jeg havnede der, hvor jeg skulle være.”

Strikning skal være underholdende

Der er sket meget med den danske og internationale strikkekultur i Vivian Høxbros levetid. Da hun var barn, var det en selvfølge, at man strikkede, for det var en nødvendighed, hvis man ville have tøj på kroppen.

”Jeg er født i 1945, og lige efter krigen havde man jo ikke noget. Så vi trevlede op og strikkede nogle grimme bluser, fordi det var nødvendigt. Det er jo en helt anden tid i dag, hvor vi kan købe og strikke lige det, vi vil. Det er helt anerledes, og det er jo sjovt.”

I dag er strikning en underholdende aktivitet, hvor man kan udtrykke sin personlighed og kreativitet. Som hun siger, så ”har vi så meget tøj, at selv hvis vi forærede halvdelen væk, ville vi alligevel ikke mangle noget.” Derfor foretrækker hun, at de håndstrikkede kreationer er mere unikke end dét, man kan købe i butikkerne. Og det er selvfølgelig uden at gå på kompromis med æstetik, kvalitet og finish. Det er dét, der er hendes motivation for hele tiden at blive bedre og lære nye teknikker.

”Det der med at slå 385 masker op og strikke 87 cm og tage ind og ud, det gider jeg ikke. For mig skal strikning være sjovt og underholdende. Og det bliver det så også mere kompliceret af. Men for eksempel dominostrik, det er jo hamrende sjovt, og der sker hele tiden noget nyt.”

Strikket kunsthåndværk

Dominostrik er en strikketeknik, hvor man strikker mindre dele, der så strikkes sammen undervejs. I bogen Finurlig strik kan man blive klogere på mange forskellige måder at gøre netop dette på. Og Vivian Høxbros design viser, hvor varierede udtryk man kan skabe med de forskellige teknikker. Bogen er dog ikke “blot” en opskriftssamling, men en grundig indføring i strikketekniske skoler og metoder – den er altså lige noget for strikkenørder, der ønsker at forbedre deres evner og udvide deres horisont.

Bogen er opbygget med 8 ”skoler”’, som hver især opfordrer til, at man laver strikkeprøver med den omtalte teknik. Efter hver skole er der to opskrifter, som forudsætter, at man har strikket med den pågældende teknik. Men der er også lagt op til frihed og leg i bogen. Du kan nemlig vælge at strikke efter opskrifterne i bogen eller inkorporere teknikkerne i dine designs.

Fornyet farveunivers

Finurlig strik er som alt andet, Vivian Høxbro rører ved, spækket med farver – men hun skriver i bogen, at hun denne gang har ladet sig inspirere af sit barnebarn Sophia til at forny sin stil og bevæge sig ind i en ny farveverden.

”Det har været sjovt at have hende til at lege med. Og så har jeg brugt hendes farver bogen igennem, så der er en sammenhæng. Det er Sophias fortjeneste.”

Farverne i Firnurlig strik karakteriserer Vivian selv som stille, douche, lækre og delikate. Bladrer man bogen igennem, vil man fornemme et naturligt tema med farver fra træerne, havet, planterne og solen, som alle er holdt i afdæmpede nuancer. Og så er der selvfølgelig et indspark med kontrastfarver, så man på ingen måde er i tvivl om, at det er Høxbro-design.

”Jeg plejer jo at have fuld knald på – ’fuld spragl’, som det hedder hos os – men jeg nyder også, at den her bog er mere stille. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at jeg har strikket Trekant-sjalet i rød til mig selv.”

”De skulle bare vide …”

Sådan har Vivian og hendes redaktør sagt til hinanden, når de har siddet begravet i arbejde og lange diskussioner om sprog og formuleringer: Alt det arbejde, der ligger bag den færdige bog, vi andre sidder med i hænderne. Og netop derfor holder Vivian Høxbro fast på, at Finurlig strik bliver den sidste, hun skriver. For det er hårdt arbejde at udgive en god bog.

”Det at lave en bog handler jo ikke bare om at strikke noget. Når jeg er færdig med at strikke tingene og har skrevet opskrifterne og overvejet, hvordan bogen skal se ud, så tager jeg på forlaget, og vi bliver enige om, hvordan vi gør. Og så kommer den lange redigeringsproces.”

Finurlig strik

Vivian fortæller om den lange vej, der er fra idé til færdig bog. Der er nemlig mange processer og forskellige mennesker inde over sådan et arbejde. Der er både forfatteren selv, der er redaktøren og fotografen og grafikeren og korrekturlæserne – og til sidst trykkeriet. Og det er ikke nødvendigvis en lige vej, for så snart man laver en ændring eller rettelse ét sted, så skal alt det andet tilpasses.

”Hvis folk bare vidste, hvor meget arbejde, der er ind over, så ville de godt kunne forstå, hvorfor prisen er, som den er,” siger Vivian.

Fordelen ved at arbejde sammen med et team er, ifølge Vivian Høxbro, at alle er gode til lige præcis dét, de laver. Og den kombination giver det bedste produkt i hendes øjne. Så selvom bogen selvfølgelig ikke var blevet til noget uden forfatteren, så mener Vivian Høxbro heller ikke, at den var blevet til dét, den er, hvis ikke det havde været for alle de andre. Derfor mener hun også, at deres navne skulle stå på forsiden:

”For jeg føler ikke, det kun er min bog, det er teamets bog. Hvis jeg skulle lave noget om, skulle hele rækken frem på forsiden i stedet for at stå skjult omme bagi i kolofonen.”

Taknemmelighed og teamwork

For Vivian Høxbro har det været en helt særlig oplevelse at udgive sine strikkebøger på forlaget Turbine. I samarbejde med det aarhusianske forlag har hun lavet bøgerne Strik danske stjernetrøjer, Strikkebog – strik fra før og nu og nu også bogen Finurlig strik.

De første to bøger har et kultur- og strikkehistorisk afsæt. Bogen Strik danske stjernetrøjer har fokus på de striktrøjer, der hørte til fortidens folkedragter. Og i Strikkebog – strik fra før og nu genudgiver Vivian Høxbro den første danske strikkebog, som er fra 1845 og skrevet af Sine Andresen. I bøgerne giver hun læseren indblik i dansk strikke- og dragthistorie og inspiration til at benytte de gamle teknikker og mønstre i moderne design. Derudover har hun lavet opdaterede opskrifter, der passer til nutidens mål og farver.

”For mig var det en kærlighedshistorie” siger Vivian Høxbro om at formidle historien om de gamle trøjer og strikketeknikker. ”Det har været en gave, at jeg kunne give den videre til de danske strikkere.”

Strikkekøbing – Danmarks fremtidige strikkecentrum

Selvom Vivian Høxbro siger, at Finurlig strik bliver hendes sidste strikkebog, har hun bestemt ikke lagt pindene på hylden. I Stubbekøbing på Falster, hvor hun bor, er de i gang med at etablere Danmarks første strikkemuseum. Vivians vision for museet er dog, at det ikke blot skal være udstillinger, men også et sted, hvor de kan afholde kurser og foredrag.

I år er planen, at Ditte Larsen skal udstille sine modeller fra bøgerne Hammershøi på pindene og Anna Ancher på pindene, en samling af Bodil Moestrups og Vivian Høxbros antikke strik og strikkeredskaber, og en udstilling med 70 år gamle opskrifter, som Vivian har opdateret, så man selv kan strikke dem. Og drømmen er, at museet skal fortsætte med at have fokus på strikkehistorie og -kultur i fremtiden. ”Og så skal vi have lavet navnet om til Strikkekøbing,” siger Vivian og griner.


Juleminder på pindene

Thea Rytter. Foto: Nellie Møberg, Aller.

Thea Rytter er aktuel med sin tredje bog, ‘Strikket julepynt’. Inspirationen er hentet i den klassiske julekasse og får bogen til at emme af nostalgi, traditioner og gensynsglæde i den mest julede forstand.


I Thea Rytters nye bog, ‘Strikket julepynt’, får klassiske julekugler, hjerter og stjerner selskab af et par mere finurlig indspark og en god portion glimmer, perler og broderi, som får ornamenterne til at lyse op i julenatten. Tilgangen er på en gang traditionel, legesyg og personlig og afspejler en klar forestilling om, at julepynt ikke bare er noget tilfældigt skrammel, man samler sammen, som årene går, men noget ganske særligt … ja, man fristes næsten til at sige “magisk”.

Jeg har spurgt Thea, hvad julepynt er for hende.

I bogen finder man både traditionel julepynt og mere utraditionel julepynt inspireret af naturen. Hvad er julepynt for dig?

Jul for mig handler især om både forventnings- og gensynsglæde, to ting, der ofte går hånd i hånd i julen, fordi man glæder sig til, at alt er, som det plejer. Som barn holdt vi altid jul hos min mormor og morfar, og jeg kan huske det der med at gå ind i deres stue og se træet, når vi ankom. Hvert år skulle det være præcis, som det plejede at være, og vi kunne genkende kuglerne fra år til år. Min mormor lever stadig, men nu holder vi jul hos mine forældre, som har arvet julekuglerne fra min mormor, og jeg bliver stadig glad, når jeg ser dem. Jeg håber, at ornamenterne i ‘Strikket julepynt’ også kan være med til at starte små traditioner rundt omkring.

At nogle af tingene er inspireret af naturen handler både om min egen smag i forhold til indretning og oppyntning, og at vi jo bor i et land, hvor vi halvdelen af året ikke er synderligt meget ude, så der skal vi selvfølgelig have naturen ind i stedet for. Jeg synes også, at de mere naturinspirerede ting gør, at man kan forlænge oppyntningsperioden lidt i begge ender, da der både er agern, svampe og blade iblandt de strikkede sager, og de kan jo fint pynte i både oktober og februar også.

Du er ikke bleg for at brodere på strik og har også pyntet flere af ornamenterne i bogen med perler og broderi. Hvad har dine overvejelser om pynt og udtryk været?

Broderi og perler er med til at løfte pynten fra “lille ulden genstand” til at være glitrende pynt. Broderierne og perlerne fanger lyset og reflekterer det på samme måde som traditionel julepynt som lametta og julekugler med bladguld. Derudover er det også en måde at sætte sit eget personlige præg på tingene, og det synes jeg altid er sjovt.

Der blev lagt sidste hånd på bogen i sommer, hvor billederne blandt andet blev taget. Hvordan fangede du julestemningen, selvom kalenderen sagde højsommer?

Jeg fandt et rigtig fint keramikerværksted i den by, hvor jeg bor, og spurgte keramikeren, om jeg måtte flytte ind i hendes lokale med mit julestads. Hendes værksted ligger i et smalt stræde og har småsprossede vinduer og kalkede vægge. Der er vi igen tilbage til det med traditionerne, for bygningen ligner virkelig noget fra en julekalender, så det var simpelthen den association, jeg handlede på. Derfra handler det selvfølgelig om at style med de rekvisitter, som vi alle forbinder med december: gran, kogler osv.

Strikket julepynt er din tredje bog, og du er allerede i gang med en fjerde, som kommer til at handle om strikket påskepynt. Du udgiver også løsopskrifter under navnet VaskavullaKnit og har lavet strikkeopskrifter til magasiner. Hvordan vælger du, hvilke ideer der skal blive til en bog, og hvilke der passer bedre til et andet format?

Det sjove ved at lave bøger frem for enkeltopskrifter er, at man kan udforske en ide til bunds – fx julepynt eller påskepynt. Man kan arbejde med et samlet udtryk, og der er også plads til at fortælle en historie undervejs og sætte en stemning. Mine bøger er derfor lavet ud fra et tema. Det kan være på teknikplan – fx var min første bog, ‘Ingen strikkedarer’, lavet ud fra en ide om, at alle skulle kunne strikke opskrifterne deri, selv hvis de først lige havde lært at slå op – men i ‘Strikket julepynt’ ligger temaet i selve de ting, man strikker. Sådan bliver det også i bogen om påskepynt. Der er derfor tale om en anden proces, da en bog måske starter med 20 ideer, som så undervejs indsnævres, så man ender op med dem, der definerer temaet bedst. Det skal derfor også være et tema eller en ide, jeg kan “holde ud” at være i længe, og som jeg synes har substans nok til at bære en hel bog. Løsopskrifterne er mere impulsive og kan udkomme umiddelbart efter, de er blevet til, mens bøger laves noget tid før og skal passe både med den årstid, hvor de udkommer, og med forlagets kalender osv. Der er altså flere ting, der skal gå op.


  • Thea Rytter er redaktør på kreamagasinet ‘Maries ideer’ og kvinden bag VaskavullaKnit.
  • Hun er aktuel med bogen ‘Strikket julepynt’ (Turbine forlaget, 2020) og har nu en bog om strikket påskepynt på tegnebrættet (Turbine forlaget, 2021).
  • Hun har tidligere skrevet ‘LUN’ i samarbejde med Jeanette Bøgelund Bentzen (Forlaget Bøgelund, 2018) og ‘Ingen strikkedarer’ (People’sPress, 2018).

Corona-aflysninger sender Høxbro i skrive-hi

Vivian Høxbro arbejder på en bog, som hun endnu ikke har indviet sit forlag i.


Kalenderen blev pludselig ryddet for Vivian Høxbro, da corona-krisen strammede til, og arrangementer blev aflyst på stribe.

Den kendte strikdesigner og underviser skulle have holdt flere foredrag i Jylland i marts. Et arrangement i Augustenborg, et i Brædstrup og to i Viborg, havde hun planlagt, så nu hober de bøger, hun havde regnet med at sælge, sig op i hjemmet i Stubbekøbing på Falster.

De forsvinder jo nok igen. Vi kommer jo da forhåbentlig ud på den anden side på et tidspunkt, lyder det fortrøstningsfuldt. Bøgerne fylder godt op i hjemmet, for hendes to historiske strikkebøger, “Strik danske stjernetrøjer” og Strikkebog - strik fra før og nu” vejer over et kilo hver.

- Det er jo lidt tåbeligt at lave så tunge bøger, man så skal slæbe på, i min alder, griner Vivian Høxbro, som er 74.

Hun har forlængst erklæret, at det nu er slut med historiske bøger, og i det hele taget havde hun ikke tænkt sig at skrive flere strikkebøger. Men jeg kan jo ikke lade være, erkender hun. Så hun har et bogprojekt at bruge tiden på, nu hvor hendes foredrag er aflyst. Det bliver en rigtig Vivian-bog, siger hun om projektet, som hun sammenligner med sin første bog “Dominostrik”. Den handler også om at strikke små dele sammen fremfor at slå 380 masker op og strikke lige op, forklarer hun. Indtil nu har hun ikke råbt højt om bogprojektet. Det er et privilegium, der er kommet med alderen, at hun kan gøre det i sit eget tempo, mener hun. Førhen ville jeg have henvendt mig til forlaget først, men nu har jeg valgt at lave det hele færdigt, før jeg viser det frem. Jeg gider ikke deadlines mere, og skulle forlaget nu ikke ville lege med, så gør det ikke så meget, for så har jeg leget godt, så længe jeg har arbejdet med bogen... Udover bogprojektet passer hun hjemmet og holder kontakt til andre strikkere gennem sociale medier,

- Vi med hus og have har jo altid nok at lave. Så jeg satser på ikke at blive alt for trist og især ikke syg.


I “Strik danske stjernetrøjer” nyfortolker Vivian Høxbro de traditionsrige såkaldte nattrøjer med stjernemønstre, som var stærkt populære for 200 år siden. Bogen indeholder afsnit om trøjernes og stikningens historie i Danmark, opskrifter på 11 færdige beklædningsgenstande og 200 mønstre og en vejledning til at lave sit eget design med dem.


Der er også mere end 200 mønstre og en fortælling om fortidens strikkeprojekter i “Strikkebog - strik fra før og nu,” som tager udgangspunkt i Danmarks første strikkebog fra 1845 udkom af skolebestyrerinde i Helsingør Sine Andresen. Bogen var trykt med gotiske bogstaver og uden illustrationer, men i Vivian Høxbros bog er nogle af dem strikket op i moderne garner og suppleret med diagrammer og nutidige forklaringer, Desuden har hun skabt en række nye opskrifter udfra mønstrene.

Hun er desuden forfatter til grundbogen “Politikens Strikke- og hæklebog, “Skyggestrik”, “Farveglad strik”, “Dominostrik” og “Strik ret i moduler”.


En stemning af kunst og Skagen i maskerne

"En af malerkunstens mest fremadskuende kolorister," er skagensmaleren Anna Ancher blevet kaldt. Netop derfor har hun inspireret strikdesigneren Ditte Larsen til at lave en bog med sweatre, tilbehør og puder med inspiration fra Anna Anchers værker. Anna Ancher på pindene har 19 strikkede modeller og et enkelt broderet med udgangspunkt i 12 af Anna Anchers kunstværker. Det er Ditte Larsens anden kunstbog. Hun har tidligere udgivet strikkebogen "Hammershøi på pindene" med inspiration i Wilhelm Hammershøis malerier og broren, Svend Hammershøis keramik.


Vi har spurgt Ditte Larsen, hvilke overvejelser, hun har gjort sig, og hvilke råd, hun kan give sine læsere:

Du har så vidt jeg kan se valgt en forholdsvis abstrakt tolkning af billederne fremfor en mere bogstavelig, og i nogle billeder har du valgt at fokusere på en detalje. Modellerne med inspiration fra "Solskin i den blå stue" kunne man jo for eksempel godt have valgt at gøre mere blå. Hvad har dine overvejelser været om det?

Det har aldrig været min hensigt at genskabe Anna Anchers malerier penselstrøg for penselstrøg. De store kunstværker har hun skabt, og de skal leve videre, som de er – derfor den abstrakte og lettere fabulerende tilgang. Jeg er slet ikke tilhænger af vejrbidte fiskere i broderede udgaver. Men jeg vil blive rigtig glad, hvis læseren synes, det er lykkedes for mig at gengive stemning og farver mellem den viste inspirationskilde og det strikkede produkt.

Farven blå optræder i maleriets titel, og det ville være oplagt at fokusere på den blå farve, der ydermere changerer så smukt i lysindfaldet på væggen. Jeg har valgt at trække den blå farve med ind i tæppets gulgrønne farver ved at blande en koboltblå Isager SilkMohair med en limegrøn Isager Tweed, der har små indvævede impressionistiske pletter i tæppets farver. Det blev til den ene udgave af Sweater med flagermusærmer på side 30. En idé kunne også være at finde garn i tæppets farver og strikke striber ud fra det. Ved en forstørrelse af maleriet på min computer blev jeg indfanget af de smukke ravgyldne farver i gardinerne og arbejdede i stedet videre ud fra dem. – Og i øvrigt knirker mine strikkepinde, hvis jeg strikker med blåt garn! Jeg er klart selv til gyldne, varme farver.

En stor forskel på at male og strikke er jo, at man ikke helt så nemt kan blande sine egne farver i garn som i maling. Hvordan har du grebet den udfordring an?

Jeg strikker næsten udelukkende i garn fra Isager. Jeg kender farverne, strikkefastheden og teksturen. Og så har Isager et farvekort næsten i naturens egen farveskala, hvor det er nemt at kombinere med glidende overgange. Jeg anvender nemlig helst de tynde melerede kvaliteter og blander flere tråde og flere garntyper i samme design. Mulighederne er derved næsten uendelige. Jeg starter med at arrangere de valgte farver og kvaliteter – ja, næsten som en palet – og bytte lidt ud, hvis det er nødvendigt. Hvis jeg har et billede af maleriet, lægger jeg det ved siden af.

Udfordringen ligger efterfølgende også i, at jeg skal gengive min strikkeproces i opskriftsform, og derved må begrænse brugen af kombinationer. Som free-style strikker har man jo helt andre muligheder.

Du opfordrer i forordet læseren til selv at lade sig inspirere til egne designs. Har du nogle gode råd til dem, der gerne vil det?

Hvis man ønsker at designe og beregne sine egne modeller, findes der jo kurser for det. Ellers kan man jo bare strikke ud fra yndlingsopskriften.

Min fascination er farverne. Og jeg finder stor inspiration ved enten at gå på museer eller kigge på museerne hjemmesider. Jeg oplever selv en næsten magisk tilgang til farver, når jeg down-loader et maleri og zoomer ind på detaljerne og ser, hvordan maleren har lagt penselstrøg på penselstrøg. På den måde fik jeg rykket min opfattelse af Vilhelm Hammershøi som værende en grå/hvid maler. Malerierne er væsentligt mere nuancerede end som så. – Og jeg opdager farvesammensætninger, som jeg aldrig selv ville have fundet frem til. Yderligere bliver jeg nogle gange så udfordret af kunstnerens farvevalg, at jeg bliver helt forskrækket. Det gælder f. eks. Anna Anchers "I middagstunden". Det måtte prøves, fordi farvesammensætningen ligger helt uden for min komfort zone. Min tolkning blev til sjalet, som er vist på forsiden af bogen.

Et råd med hensyn til farvevalg kunne være et, jeg fik af Kaffe Fassett: "Se bare på naturen – der findes ingen farver, der ikke passer sammen"! – Så jo, inspiration kan man finde alle steder.